At proteiner kan give alvorlige psykiske lidelser og
adfærdsproblemer i almindelig mad er banebrydende
indsigt. Gratulationerne er væltet ind, og folk bøjede
sig i respekt, da den norske læge Karl-Ludvig Reichelt
fyldte 70 år, men sådan har det ikke altid vært.
Norske pioner inden for
Ernæring og medicin
En række patienter med autisme, skizofreni, epilepsi og ADHD (opmærksomhedsforstyrrelser og hyperaktiv adfærd) kan takke Reichelt for, at de
har fået hjælp for deres lidelser. Reichelt har som forsker på Rigshospitalet i løbet af 25 år fundet ud af, at specielle proteiner i kornprodukter (gluten) og mælkeprodukter (kasein) kan udløse disse lidelser hos mennesker, som er genetisk
disponeret. Denne forskning har i ledende fagfolks øjne vært kontroversiel fra starten. Især psykologer og psykiatere har været afvisende, måske fordi de ikke lærer om sammenhængen mellem næringsstoffer og adfærd i deres studier. De har traditionelt forklaret psykiske lidelser med genetiske defekter og psykosociale faktorer som en vanskelig barndom, problemer i parforholdet eller tab af arbejde.
I denne modvind har Reichelt banet vej for det, som bliver en del af fremtidens måde
at forstå psykiske lidelser på. Maden vi spiser, forskellige parasitter og mikroorganismer, stoffer vi får i os eller elektromagnetiske bølger kan være afgørende for, om vi «bevarer fatningen» eller «tipper over».
Pioner
Reichelt begyndte sin forskning som ensom svale og pioner for 25 år siden og har efterhånden fået stadig mere støtte af internationale forskere. Faktisk er hele otte uafhængige forskergrupper på verdensbasis kommet frem til det samme som ham. En af dem er William J. Walsh og hans stab på Pfeiffer Treatment Center i USA. Dette er helt sikkert verdens bedste behandlingscenter for psykiske lidelser og adfærdsproblemer. At proteiner i den daglige mad skal kunne give psykiske lidelser og adfærdsproblemer, er imidlertid fremdeles negligeret eller opfattet som ikke særlig vigtig af de fleste psykologer og psykiatere. Dette gøres til trods for, at man ved at
fx Føllings sygdom netop giver hjerneskader, når genetisk disponerede personer spiser proteiner, som indeholder én speciel aminosyre (fenylalanin), som kroppen ikke kan tåle. I anledning af Reichelts 70-årsdag arrangerede gode kolleger 5. december 2003 et jubilæumssymposium for at ære den fremsynede forsker. Mad&Helse benyttede anledningen til at få et interview med manden, som fik sine vigtigste,
karaktersættende oplevelser, da han som ung var interneret i japansk krigsfangenskab under 2. verdenskrig.
– På hvilken måde var disse år vigtige for dig
personlig og for din faglige karriere?
– Jeg lærte at arbejde og tage imod uretfærdighed og at overleve. Endvidere lærte jeg, at det ikke er position, penge eller eksamener som giver adelskab, men at personligheden og indsatsen for andre er afgørende. Mennesket havde vel næppe overlevet som art uden en solid gruppeforankring, siger jubilaren.
Problematiske proteiner
– Hvad har du og din forskningsgruppe egentlig fundet ud af vedrørende kost og adfærdsproblemer?
– Vi har fundet et forhøjet niveau af peptider, som er korte brudstykker af proteiner, i urinen hos mange patienter, svarer Reichelt engageret. – Det drejer sig om alt fra skizofrene, deprimerede, autister, hyperaktive og multipel sklerosepatienter i akut fase til folk med migræne – og til en vis grad personer med spisevægring. Han forklarer, at når proteiner fra maden fordøjes, deler forskellige enzymer i tarmkanalen proteinerne til mindre dele, de såkaldte peptider. De forskellige peptider bliver efterhånden viderespaltet til endnu mindre peptider, indtil det meste er brudt ned til de mindste byggesten, nemlig aminosyrer. Nogen mennesker mangler eller har dårlig aktivitet i et eller flere enzymer. Hos dem vil nogen af peptiderne hobe sig op i kroppen, fordi de ikke kan nedbrydes mere. Nogle bliver optaget i blodet fra tyndtarmen og transporteret rundt omkring i kroppen, hvor de kan gøre skade. Forskning har vist, at disse peptider kan trænge ind i hjernen fra blodet og påvirke adfærd og anatomi. En del peptider udskilles via urinen. Ved at analysere den, får man en indikation på, hvorvidt kroppen har problemer med at fordøje proteiner, og om det kan være årsag til problemer i forskellige dele af kroppen. Reichelt og kolleger i ind- og udland har undersøgt peptidmønsteret i urinen hos mennesker med alvorlige sindsforstyrrelser. Blandt andet har de fundet ud af, at skizofrene og autister har en uforholdsmæssig høj koncentration af peptider i urinen i forhold til «normale» mennesker. Enkelte peptider, som dannes fra gluten og kasein, er såkaldt opioide – de virker som opium. Disse opioide peptider hober sig op i kroppen
hos mennesker, som mangler eller har for få enzymer. Dette ser ud til at give personerne en slags konstant rus, noget som på længere sigt kan forårsage alvorlige hjerneskader. For de mennesker, som har enzymdefekter, virker mel- og mælkebaserede madvarer som den rene gift. Problemerne kan imidlertid løses, hvis man følger en streng og livsvarig diæt. Reichelt har set børn, som er sat på diæt
uden mælk, snige sig ned til køleskabet, mens forældrene sover for at drikke mælk. Disse børn oplever abstinenser på linje med tørlagte heroinmisbrugere. – Dette åbner for helt nye områder i medicinen, ved at man kan give årsagsrettet behandling, siger Reichelt og forklarer videre: – Når man mangler nedbrydningsevne til disse peptider, kan man påvise en stigning af peptider i urinen. Forskning har f.eks. vist, at visse enzymer (peptidaser) mangler eller har nedsat aktivitet ved depressive tilstande. Dette udgør nu en samlet forklaringsmodel, som besynderligt nok ikke vækker særlig interesse blandt psykiatere, siger Reichelt let hovedrystende. – Jeg tror, de fleste totalt har glemt deres biokemi. Reichelt fortæller, at han har sloges meget med finansiering af denne forskning i alle årene. – De fleste midler er indsamlet i udlandet.
Men sammen med Center for Læseforskning ved Højskolen i Stavanger og Madlavoll Skole ved Stavanger har vi temmelig overbevisende kunnet vise, at en diæt uden gluten og kasein har betydelig effekt mod autisme og ADHD. Dette stemmer godt overens med det, der findes af forsøg rundt omkring i verden. I samarbejde med gode kolleger i ind- og udland er der et vigtigt krav til forskningen – reproducerbarhed – skal opfyldes både for adfærd, kost og øgning af peptider.
Reichelt stræber fortsat med at rense og isolere peptider for at bestemme deres struktur, som siger noget om egenskaberne. Men til det er der brug for penge, og kassen er tom. Hans gruppe har hidtil isoleret og karakteriseret ca. 20 forskellige peptider – 10 vækstregulerende og 10 psykoaktive. De har imidlertid fundet mange biokemisk aktive stoffer, som ikke er renfremstillede. F.eks. hæmmes GABA i hjernen og frisættes i urinen hos skizofrene. – Hvis man ikke har renset peptiderne, er de vanskelige at bruge i praksis til at diagnosticere patienter, siger Reichelt.
Medieinteresse
Fundet af koblinger mellem stoffer i almindelig mad og adfærdsproblemer og psykiske lidelser er ikke mindre end sensationelt. Man skulle vente krigstyper i ledende aviser, men norske medier har kun vist en begrænset interesse for forskningen. – Jeg har da heller ikke opmuntret til det, siger Reichelt. – Grunden er, at jeg nemt bliver overrendt af folk, som ønsker deres urin undersøgt, og det er ikke let at forklare, at diæten må være konsekvent for at fungere, og at fejlernæring skal undgås. Når der har vært indslag i medierne, har kolleger i høj grad angrebet mig indirekte via sygehusets ledelse i stedet for at kontakte mig direkte, siger Reichelt opgivende.
Modstand fra andre forskere
– Hvad skyldes den bastante modstand fra andre forskere både i Norge og ude i verden?
– Det ser ud som om ordet diæt næsten automatisk udløser tanken om kvaksalveri, siger 70-årsjubilaren. – Jeg får næsten aldrig at vide, hvorfor man er uenig, bare ad bagvejen. Det hævdes, at vores fund ikke gælder alle personer, som har en givet samling symptomer. Her er der ingen uenighed. Fra vores forskning ved vi, at det ikke er samme årsag hos alle med en givet samling symptomer. Dette er helt parallelt til, at feber ikke bare skyldes et virus. – En fremragende norsk psykiatrisk forsker
i genetik har været specielt afvisende, siger Reichelt. – Denne forsker har selv været med til at finde ud af, at f.eks. skizofreni delvis skyldes arvelige forhold. I 1997 udtalte han dette til tidsskriftet Apollon: «Reichelt mener åbenbart, at den genetiske komponent manifesterer sig i visse enzymdefekter. Dette er spekulationer uden særlig empirisk støtte». – Det er mærkeligt, at en fremragende genetisk forsker ikke har fået fat i, at genetiske faktorer medfører proteinændringer og igen ændringer i
kropskemien, siger Reichelt undrende. – Arv medfører med usvigelig nødvendighed
ændringer i proteiner. De fleste proteiner er enzymer, og også transportproteiner og
receptorer har enzymlignende opgaver. Reichelt mener, at skepsisen skyldes, at forklaringen kan være så enkel som fordøjelsesproblemer, og ikke mindst at et lille laboratorium med få penge kan finde noget så vigtigt. – Det er imidlertid ikke forskerne, som er mest skeptiske, tilføjer han. De er ikke mere skeptiske, end de skal være. Forskning er jo at være kritisk. Derimod er klinikerne problemet, for det er i realiteten dem, der styrer udviklingen på deres respektive fagområder. Psykiatere har ofte en mere humanistisk vinkling og arbejder gerne med den subjektive verden, dvs. sådan som virkeligheden fortoner sig for individet og ikke den mere objektive og målbare virkelighed. De har størst interesse for traditionel sociologi og psykologi og læser helst ikke kemi. Dette er pudsigt, al den stund farmakologiske lægemidler er deres vigtigste våben i dag, siger Reichelt.
Hvad lærer lægerne?
Siden faglitteraturen viser koblingen mellem problematiske proteiner og adfærdsproblemer/ psykiske lidelser helt godt, fører jeg samtalen ind mod medicinundervisningen. Reichelt oplyser, at koblingen mellem dagligdags mad og lidelser som autisme og skizofreni kun nævnes i bisætninger eller fodnoter i dagens lærebøger i medicin. Hverken almindelige læger eller psykiatere lærer noget særligt om kostens betydning for adfærd og psykiske lidelser. Den eneste undtagelse er kendskab til Føllings sygdom. Dette synes Reichelt både er beklageligt og mærkeligt,
da der på årsagsniveau er klare paralleller mellem Føllings sygdom og lidelser som autisme og skizofreni. Reichelt er blevet mødt med noget større interesse blandt psykologerne. Han har i mange år forelæst om emnet for psykologer ved embedsstudiet i Oslo. – De er i al fald villige til at høre efter, siger Reichelt.
Dagens behandling
Efter en lang karriere som medicinsk forsker har Reichelt gjort sig mange tanker om måden dagens medicin/psykiatri og psykologi nærmer sig psykiske lidelser som autisme, skizofreni, epilepsi og ADHD på. Jeg spørger ham om, hvad problemerne er med traditionelle tilnærmelser. – Problemerne er mange, først og fremmest at arv er vigtig for disse lidelser, selv om det ikke er hele forklaringen. Dette medfører som
sagt nødvendigvis kemiske ændringer. Mange fagfolk nægter at være med på dette, eller de hænger sig i, at det også er en miljøfaktor. Typisk sætter de miljøfaktor lig med en psykosocial miljøfaktor. Mange ser ud til at glemme, at hovedet sidder på en krop og ernæres på samme måde som resten af kroppen, og at miljøfaktorer lige så godt kan være kemiske som psykosociale. Dette vil sige, at det, som der bliver for meget eller for lidt af, også kan påvirke hjernen. Det er pudsigt, at når vi finder en stigning i peptider, noget andre forskere også har fundet uafhængig af os, ignoreres dette. En for tiden relativ populær hypotese for skizofreni («dobbel blind») som oprindelig bare var bygget på to patienter, fik en forbavsende imødekommende
modtagelse. Man leder altid med lys og lygte efter psykiske årsager, næsten aldrig efter biologiske, siger Reichelt opgivende.
Behandling
– Hvor længe tror du, vi må vente før behandling med kost til adfærdsproblemer og psykiske lidelser er anerkendt og udbredt i hele sundhedsvæsnet i Norge?
– For autisme vil dette ske snart. Forskningsresultaterne er omfattende og ikke
til at komme udenom. De andre sygdomme er vanskeligere at vurdere. Havde vi bare fået penge til en tekniker og en forskningsstipendiat, ville vi være kommet uendelig meget længere, men uden går det hele i snegletempo. Reichelt har klare råd til, hvad forældre, som får børn med autisme, skizofreni, epilepsi eller ADHD, bør gøre. De bør få taget en række prøver for at afklare om årsagen kan være intolerance mod proteiner i almindelig mad, dvs. fra korn- og mælkeprodukter. – Vigtigst af alt: Disse
lidelser er ikke forældrenes skyld, afslutter den 70-årige. – De skyldes et samspil af genetiske og kemiske faktorer. Forældrenes adfærd er for længst frifundet som årsagsfaktor.
Karen Nørby - Ernæringsterapeut 